Adfærd:

Æslet er hestefamiliens " fattige slægtning", som i løbet af evolutionen er fortrængt væk fra græssletterne og ud i ørken- og bjergegne. Derfor har de på mange måder en markant anderledes adfærd end heste. F.eks. flygter et æsel ikke nødvendigvis over hals og hoved i farlige situationer. Det stopper op og vurderer situationen, og når det føler sig trygt, fortsætter det. Denne adfærd har givet æslet et ufortjent ry for stædighed. Æslet er ikke stædigt, men har en meget stærk selvopholdelsesdrift, som bl.a. gør, at det er meget forsigtigt med hvor, det sætter sine ben, en ganske fornuftig forholdsregel for et bjergdyr. For eksempel kan en vandpyt udgøre en livstruende situation, set med æslets øjne, de kan ikke vurdere vandets dybde og æslet vil derfor forsøge at komme uden om. Men en ejer, som har vundet æslets tillid, kan lokke det til næsten hvad som helst.

Æsler som har det godt og bliver behandlet godt er muntre, legesyge dyr, som knytter sig meget til deres flokfæller og deres ejere. Æslet er ikke skabt til at være alene, de kan godt nøjes med en hest eller ged som selskab, men artsfæller er trods alt det bedste, da de "taler samme sprog". Æsler, som passes godt kan blive meget gamle, op til 40 år.

Æsler bruges som træk- og lastdyr i den 3. verden, hvor de pga. deres nøjsomhed er højt skattede og mange menneskers liv og velfærd er afhængige af dem. Her til lands bruger vi dem som køre og ridedyr, hvor deres besindige væsen gør dem egnet også til børn og begyndere. For eks. er æsler stort set altid trafiksikre, da de som nævnt ikke panikker f.eks. når de møder biler.

Fodring:

Æsler er utroligt nøjsomme og kan overleve på næsten ingenting. De er specialister i at forarbejde meget groft foder og er derfor i fare for at blive alt for fede, hvis man i misforstået godhed fodrer dem som heste. Begrænset adgang til græs og/eller hø samt halm er tilstrækkeligt. Dertil naturligvis et passende vitamin- og mineraltilskud. Og de fleste æsler elsker deres saltsten. Æsler skal ikke have korn, men har et stort behov for træstof, og ynder at gnave i deres stald, skrælle træer eller beskære roser! Derfor kan det være fornuftigt at tage sine forholdsregler og f.eks. beskytte sit træværk med sømbånd el. lign.

Huldvurdering: Æsler aflejrer fedt på en anderledes måde end heste. Bl.a. ses på mange æsler en såkaldt spækkam på oversiden af halsen. Er denne først etableret er det vanskeligt at slippe af med den igen, hvis æslet taber sig, bliver den blødere og kan ligefrem vælte til siden. Så galt bør det dog ikke gå, fede æsler er i stor fare for at blive forfangne, en meget smertefuld sygdomstilstand i hovene.

Æslet behøver ikke en egentlig stald, men bør have adgang til et læskur året rundt. Dette skyldes, at æslets pels ikke er særlig vandtæt, den kan klare hård frost og stærk varme ( pga. æslets liv som ørkendyr), men et vådt æsel kommer hurtigt til at fryse.

Udseende: Verden over findes der lige så mange æsel- som hesteracer. Lige så mange størrelser (fra. 60cm til 1,70 m i stangmål) og næsten lige så mange farver som hestene. De mest almindelige i Danmark er dog de vildhestefarvede små krydsningsæsler med kors ( ål og skulderstribe) og med mere eller mindre tydelige zebra-striber på benene.

Sygdomme: Æsler er heldigvis meget hårdføre og bliver sjældent syge. Dog kan de som nævnt blive forfangne pga. overfodring. Et andet hovproblem," seedy toe" skyldes formodentlig fugtig bakterie/svampeangrebet jord i æslernes fold. (husk æslerne er ørkendyr)

Et andet svagt punkt hos æslerne skyldes også, at vores klima er fremmed for æslerne: Æslerne kan have div. hudproblemer, lus, muk eller svamp. Heldigvis findes der midler mod dem alle, det gælder om, med dyrlægens hjælp at finde frem til, hvilken af delene, det drejer sig om.

Endelig kan æslerne huse div. indvoldsorm. Disse ser ikke altid ud til at genere dyrene, men bør dog holdes nede, bl.a. fordi æslerne kan smitte andre, mere sarte dyr som heste. Føl og ungdyr bør dog altid beskyttes mod orm.

Hove: Æslernes hove er utrolig stærke og æsler behøver ikke gå med sko. Tværtimod indeholder æselhove flere olier end hestehove og de vokser meget hurtigere. Derfor skal man være påpasselig med at få dem beskåret ofte nok. I modsat fald kan æslet ende med alt for lange hove," snabelsko", som er en meget smertefuld tilstand, som kan give varig skader på led og knogler og invalidere dyret.

I naturen er det farligt at vise at man er svækket, derfor skjuler æslet ofte, at det har smerter, hvor en hest f.eks. ruller sig og skraber når den har kolik, vil et æsel gå ind i selv og bare stå stille og hænge. Det gælder derfor om at kende sine dyr og reagere, hvis de opfører sig anderledes end de plejer.

 

 

Copyright © Landsforeningen Dansk Æselavl 2013